I vestlige samfund, ser godt, sundt, og unge er meget vigtigt at føle sig rigtigt, passe ind, interagere med andre, og være en succes, bliver et centralt element i selvopfattelse og selvværd. Hvor tilfreds en person er med sin krop afhænger af personlig opfattelse, specifikt med hvordan han / hun føler, opfatter, forestiller sig og reagerer på fysisk udseende og krop ^fungerer1,2. Efter denne definition er det muligt at identificere to kvalitativt forskellige dimensioner i denne konstruktion. På den ene side er der den indsigtsfulde dimension, som afhænger af vurderingen af størrelsen, formen og proportionerne af selve kroppen; på den anden side er der det kognitive-følelsesmæssige domæne (dvs. ‘kropstilfredshed’3), som er genstand for denne forskning.

Væsentlige, krop tilfredshed er en persons grad af accept af hans eller hendes fysiske ^udseende4, hvilket er dårligt, hvis denne vurdering påvirker selvtillid negativt og positiv, når det øger den personlige tillid til at interagere med ^andre5,6. Traditionelt har det været sådan, at når en person aldre og går ind i den sidste fase af livet (tager alder 50 som cut-off punkt for midaldrende), kropsbillede bekymringer falde betydeligt. Med andre ord, Det menes, at perceptuelle forvrængninger om kropsbillede typisk i ungdomsårene og ^ungdom6,7,8 er sjældne hos ældre ^{mennesker9,10}. Årsagen er, at fokus for bekymring skifter fra vægt og fitness til andre væsentlige fysiske defekter mere forbundet med manglende sundhed og fysisk tilbagegang.

I denne linje har den videnskabelige litteratur vist, at de største bekymringer om ældre menneskers fysiske udseende fokuserer på tegn på aldring, såsom tab af fitness, rynker og aldrende hud, hårtab og gråt hår, kropslugt, blandt ^andet11,12. Det er også blevet hævdet, at opfattelsen af disse aldringstegn spiller en evolutionær og adaptiv rolle, da det giver folk mulighed for gradvist at blive opmærksomme på aldring og dermed bidrage til at acceptere transformation og forringelse af fysisk udseende. Selv om dette kan være rigtigt, er det ikke mindre sandt, at aldring bevidsthed negativt påvirker kroppens tilfredshed. Ikke forgæves henviser det udbredte fænomen med ‘midtvejskrise’ til et vendepunkt, hvor personen begynder at indse, at han / hun ældes, og i nogle tilfælde kommer dette sammen med at opleve depressive symptomer, som, hvis de ikke behandles korrekt, kan forstyrre personlig velvære og mental ^sundhed11,13.

De psykologiske og følelsesmæssige konsekvenser, der stammer fra senescence bevidsthed er blevet ^undersøgt14. I den forstand er forringelsen af det fysiske udseende blevet betragtet som det mest umiskendelige tegn, som nogen kan opleve med hensyn til ankomsten af ^senescence15. Dette er kombineret med følelsen af at spille en irrelevant og undervurderet social rolle ¹⁶. Selvidentifikation som en »ældre person« er derfor uigenkaldeligt forbundet med en gradvis accept af nye begrænsninger og ugunstige omstændigheder. Den ældste begynder således at få problemer og følelsesmæssige problemer, som for eksempel angst, stress eller depression. Om kort tid kan personen selv identificere sig med negative sociale roller, mens han dårligt accepterer de fysiske begrænsninger, der er forbundet med ^aldring17,18.

I forskellige aldersgrupper, såsom unge og unge, er det kendt, at tilfredshed og kropsbillede kan forbedres med ^{interventionsprogrammer1,19}. Eksempler på dette er de velkendte interventioner fra Cash (1997)²⁰ og PICTA (Forebyggende program om kropsbillede og spiseforstyrrelser på spansk) af Maganto, del Río og Roiz (2002)²¹, samt nogle nyere programmer (Kilpela et al., 2016)²², Halliwell et al. (2016)²³, McCabe et al. (2017)²⁴ eller Bailey, Gammage og Van Ingen (2019)²⁵ . Ingen af dem er imidlertid rettet mod modne mennesker og fokuserer primært på kvinder, bortset fra den intervention, der er udviklet af Sánchez-Cabrero (2012)²⁶ kaldet “IMAGINA”, som denne undersøgelse har til formål at validere. Lad os antage, at et terapeutisk indgreb i kropsbilledet kan bidrage til selvaccept og udvikle et positivt selv hos unge. Der er ingen grund til ikke at anvende det og gribe ind hos ældre mennesker, der står over for radikale ændringer i deres krop27,28,29.

Det eksperimentelle design er den mest effektive metode til bestemmelse af årsagssammenhænge og evaluering af, om en terapeutisk intervention giver forbedringer. For det første er det nødvendigt at isolere interventionseffekten fra resten af de mellemliggende variabler, noget der i samfundsvidenskaberne er meget dyrt og komplekst, da de faktorer, der kan påvirke, er næsten utallige. For det andet kræver det også en sammenligning før efter behandlingen, sammenligninger mellem kontrol- og forsøgsgrupper, randomisering af deltagerne i kontrol- og behandlingsbetingelserne samt undersøgelsen af de mest relevante mellemliggende variabler. Således følger dette eksperiment to hovedmål: (1) at analysere forbedringen i kropsbilledetilfredsheden hos personer over 50 år, der tilmelder sig et bestemt program for kropstilfredshed sammenlignet med de fremskridt, der er opnået i et generelt program (ikke-specifikke); 2) at undersøge forholdet mellem organtilfredshed og mellemliggende variabler såsom alder, køn, forholdsstatus, deltagelsestidspunkt og ophold enten i en storby eller på landet.